Vi har vundet LAR-prisen
Vi er stolte af at kunne fortælle, at vi har vundet LAR-prisen 2018, som det lokale arbejdsmarkedsråd i Slagelse uddeler hvert år til virksomheder, som tager deres sociale ansvar alvorligt. Vi er meget glade for anerkendelsen for vores arbejde i det sociale pakkeri, hvor vi hjælper nogle af samfundets svageste videre i deres arbejdsliv. Vi arbejder hver dag hårdt for at hjælpe ledige, som er langt fra arbejdsmarkedet, med at blive opkvalificerede og/eller klar til at komme i arbejde.
Vi er meget glade for den anerkendelse, som vi har fået for vores sociale arbejde. Vi mener, som økologisk totalleverandør, at vi skal passe godt på både vores miljø og ikke mindst hinanden, og derfor lægger vi også meget energi i vores arbejde med at hjælpe nogle af samfundets svageste videre til et godt arbejdsliv – Stefan Skov-Jespersen
Det lokale arbejdsmarkedsråd valgte at give prisen til os for vores initiativ ’Det sociale pakkeri’, som er et initiativ, der hjælper udsatte borgere langt fra arbejdsmarkedet tilbage til arbejdsmarkedet. På det sociale pakkeri lærer borgerne, hvordan det er at være en del af en arbejdsplads, og det er de medarbejdere, der har været der længst, der lærer de nye op.Vi i har taget en snak med Daniel, som er ansvarlig for det sociale pakkeri, som fortæller lidt om, hvordan det sociale pakkeri har hjulpet ham videre i hans arbejdsliv.
I pakkeriet arbejder 6-7 medarbejdere med at pakke biodynamiske og økologiske produkter. Daniel er ansat som ansvarlig, og han er rigtig glad for de muligheder, han har fået hos Grøn Fokus.
Daniels vej ind på arbejdsmarkedet har ikke været helt nem. Efter at have ledt efter job i lang tid uden held, fik han endelig en fod inden for hos Det Sociale Pakkeri i Slagelse i en stilling på tre måneder.
”Det var en kæmpe chance, som gjorde en stor forskel for mig”, husker Daniel, der fik styr på sin hverdag og begyndte at lægge planer for sit arbejdsliv. De tre måneder blev hurtigt forlænget, og det sker også ofte for andre dygtige medarbejdere i pakkeriet. ”Det er sket flere gange, at virksomheden bagefter har fastansat medarbejdere direkte fra Det Sociale Pakkeri, hvilket jeg selv er et eksempel på”, siger en tilfreds Daniel.
Socialt ansvar i lokalsamfundet
For Daniel var pakkeriet en helt unik mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet igen. ”Det er en ren win-win for medarbejderne og virksomheden. Medarbejderne bliver arbejdsprøvet og får udviklet deres sociale færdigheder, samtidig med at virksomheden bidrager til løsningen af en samfundsmæssig udfordring om at få ledige ind på arbejdsmarkedet”, fortæller Daniel. Det er netop ønsket om at gøre en forskel for mennesker og tage et socialt ansvar i lokalsamfundet, der er hele drivkraften bag Det Sociale Pakkeri.
Det gode sammenhold
Daniel har sin egen teori om, hvorfor Det Sociale Pakkeri er blevet en succes. ”Vi har et rigtig godt sammenhold, vi griner meget og er gode til at tage imod de nye medarbejdere”, siger han. Han starter altid med at tage en kort snak med nye medarbejdere om deres ønsker og behov i forhold til arbejdet. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte, så de bidrager i lige det omfang og det tempo, de kan.
Udover anerkendelsen har vi vundet et kunstværk lavet af en lokal kunstner. Vi valgte dette flotte, grønne kunstværk af Branko Lugonja, som symboliserer missionen om at gøre Danmark lidt grønnere ved hjælp af mere økologi.
Tak til det lokale arbejdsmarkedsråd, vores fantastiske medarbejdere og ikke mindst Branko Lugonja for det smukke kunstværk.
